Misbrugsproblem

Lille næsespray, stor effekt: Andreas redder liv blandt stofbrugere 

Foto: Odense ser Rødt

Det var hos Kirkens Korshærs varmestue i Odense, at Andreas’ eget liv blev reddet og det gav ham lyst til at redde andres. Derfor går han nu rundt på Odenses gader og stræder, som frivillig, og uddeler Anti-dotesæt til misbrugere, en næsespray med en modgift, der stopper en overdosis på kun 30. sekunder.

–Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på gulvet, med en Falckredder, der fortæller mig hvad der er sket.

Sådan siger Andreas Stache, om den overdosis han selv fik en tidlig morgen efter en våd bytur. For det, som falckredderen fortæller Andreas, da han vågner op på gulvet, er, at han har haft en overdosis og, at han har fået en Antidote, en lille næsespray, der indeholder stoffet Naloxone, som modvirker en overdosis – og som altså har reddet Andreas liv.

Antidote-næsespray. Foto: Odense ser Rødt

De små Antidotesæt kommer fra den frivillige forening Antidote Danmark, der blev stiftet tilbage i 2013 i København. Og siden har foreningen, med stifter Michael Lodberg i front, arbejdet utrætteligt for at udbrede Antidoten over hele landet. Antidote, som på dansk betyder modgift, indeholder stoffet Naloxone, som kan stoppe en overdosis på bare 30 sekunder. Det gives som en næsespray og har ingen skadelig virkning, ligesom det også forebygger følgeskader efter overdosis. 

Andreas, som vi møder ved et af de udsattes hellesteder en solskinsdag i Odense, er bare et af de, efterhånden mange, levende beviser på Antidotens livreddende effekt. Nu er han selv blevet frivillig hos Antidote Danmark, hvor hans opgave er at uddele de små Antidotesæt til Odenses stofmisbrugere og rundt omkring på væresteder, ligesom han også uddanner brugerne på stedet i at anvende næsesprayen. 

Antidotes alle steder

Der er mest fokus på at udbrede Antidotes i misbrugsmiljøer, men stifter af Antidote Danmark, Michael Lodberg, fortæller, at foreningen også har gjort Antidotes tilgængelige andre steder i samfundet. Ligesom man kender fra hjertestartere, har Antidote Danmark hængt Antidote-bokse op rundt omkring på fx spillesteder og natklubber. Stofferne flyder nemlig også i nattelivet og derfor er det ikke kun i de hårde misbrugsmiljøer, at der er risiko for en overdosis og brug for Antidote. 

Netop det, er Andreas et godt eksempel på, han er nemlig ikke selv fast stofbruger, men stødte mere eller mindre tilfældigt ind i det stof, der gav ham en overdosis. Efter en våd bytur, foreslog en kammerat ham, at de tog forbi Kirkens Korshærs varmestue for at spise morgenmad. Men det var ikke kun morgenmad, Andreas blev tilbudt på varmestuen. Vennen tilbød ham nemlig også en dosis heroin, som viste sig at være alt for stor og det betød, at Andreas hurtigt mistede bevidstheden, efter at have taget stoffet. Heldigvis var personalet på varmestuen hurtige og Andreas fik Antidote-næsesprayen, som endte med at redde hans liv.

–Der har ikke fandtes et stof før, der kunne modvirke den slags – tidligere var det nærmest bare et dødsstempel. Det er fantastisk, det er opfundet, derfor vil jeg gerne være med til at hjælpe andre.

Og det gør han så, som Antidote frivillig, når han et par gange om ugen går på gaden i Odense med sin sorte taske, med det tydelige gule kryds, hængende over skulderen. Ifølge Andreas ved stofbrugerne udmærket hvad taskens gule kryds betyder, de henvender sig tit selv til Andreas for at få et af de små Antidotesæt

–Den anden dag var der to der kom løbende og spurgte, om de måtte blive uddannet. Det er fedt, de selv dukker op.

Ifølge Andreas, giver Antidotesættet, trods sin lille størrelse, en meget stor tryghed for stofbrugerne, hvis uheldet skulle være ude. 

Flere liv kan reddes

Det er ikke ufarligt at være stofmisbruger o selvom du er en garvet stofmisbruger, kan du aldrig helt vide dig sikker på, hvor hårdt dit næste fix slår.

I Danmark dør der flere mennesker af stoffer, end der gør i trafikken. Tal fra sundhedsstyrelsen viser, at der hvert år dør 200 danskere af stoffer. Og mere end 80% af de dødsfald, skyldes en overdosis. 

Det er netop de dødsfald, som Antidote Danmark arbejder for at forebygge og det gør de med midler fra private donationer og så får de tilskud fra statens sociale reservepulje, de såkaldte SSA-midler. Selvom midlerne fra staten er afgørende for, at Antidote kan fortsætte deres arbejde, mener stifter, Michael Lodberg, at det ville give mening, hvis foreningen fik en plads på finansloven.

–Antidote Danmark har fået en 3-årig bevilling på Social Reserven (SSA). Det giver lidt arbejdsro – igen. Forebyggelse af overdosis dødsfald burde ligge som en fast sundhedsindsats på finansloven. Det stopper overdosisdødsfald og nedsætter de følgeskader, der kan være ved at ligge for længe med en overdosis.

Hvorvidt Antidote Danmark kommer på finansloven, bliver der ikke taget politisk stilling til de næste 3 år, da midlerne fra reservepuljen netop er udmøntet. 

Med de midler, Antidote Danmark, modtager på nuværende tidspunkt, kan de uddele omkring 1.500 modgiftssæt hvert år. Men de ville gerne have endnu flere sæt på gaden, ifølge Antidote Danmark skal der nemlig 20 gange så mange modgiftssæt ud i stofmiljøet, som der er overdosisdødsfald før det virker. Konkret betyder det, her i Danmark, at overdosisdødsfald kan halveres, ved at få mellem 4.000-5.000 Antidotesæt ud i stofmiljøet hvert år.

Stifter af Antidote Danmark, Michael Lodberg. Foto: Odense ser Rødt

–Vi kan halvere overdosisdødsfald ved at få 4-5.000 Antidote sæt ud i stofmiljøet hvert år i Danmark. Så ambitiøse er politikerne heller ikke. Med de midler der bliver tilført fra Folketinget kommer der kun ca. 1.500 sæt ud om året i Danmark. Stofbrugerne har ret til lige adgang til forebyggelse og sundhed – som alle andre i vores samfund. Vi skal have mere Antidote ud til folket, siger organisationens stifter, Michael Lodberg.

Det er netop det, Antidotefrivillige som Andreas Stache, bidrager til, når han uddeler Antidotes og underviser i brug af den. Andreas fortæller, at der i 2022 blev brugt omkring 30 Antidote-sæt i Odense og dermed 30 liv, der blev reddet. 

–Sidste år reddede vi 30 i Odense og ca. 108 på landsplan. Det er ret godt, når man tænker på der normalt dør 250 af overdoser i DK. Og det redder ikke bare folk for at dø, det redder også deres pårørende, siger Andreas Stache.

Antidote til Odense på baggrund af triste tal

Tilbage i 2020 blev Antidote Danmark for alvor etableret i Odense. Det startede med et samarbejde mellem den daværende forening Projekt Husvild, som var nogle af de første, der kom på Antidotekursus. Netop nødvendigheden af at få Antidote til byen, blev slået fast i en rapport fra sundhedsstyrelsen, der placerede Odense på en andenplads over byer, med flest narkorelaterede dødsfald i Danmark. Samtidig viste rapporten også, at antallet af overdoser var fordoblet fra 2018 til 2019. 

Antidote Danmark har siden 2020 været rundt flere steder i Odense, hvor både gadens folk, socialarbejdere og andre, der har kontakt med misbrugsmiljøet, er blevet undervist i at redde liv med Antidotes. Og ifølge Andreas Stache, er det ingen sag at lære at redde liv med den lille næsespray

–Det er bare at lære dem (stofmisbrugere, Red) op ude på stedet, det tager højst 20 minutter at instruere i, hvad en overdosis er og hvordan næsesprayen bruges. Og så skal man huske at tilkalde hjælpe bagefter. 

Antidote Danmark underviser i hele landet og arbejder hver dag for at udbrede den lille livreddende næsespray. Det samme gør Andreas, som ikke kun har fyldt den lille sorte taske op med Antidotes. Han har nemlig også nye nålesæt, som han giver til stofbrugerne, så der er alt mulig god grund til, at han i Odenses misbrugsmiljø går under navnet ’Samaritaneren’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *