Nyheder

Handicappris til legehelt og feriehjælper

Foto: OSR

Odense Handicapråd har netop uddelt deres årlige priser, som hylder frivillige foreninger, initiativer og mennesker, der gør en forskel og en ekstra indsats for medborgere med et handicap.


Over hele landet er der blevet uddelt handicappriser. Det sker i forbindelse med den Internationale Handicapdag, som fandt sted søndag den 3. december.

Og Odense var ingen undtagelse. I år var der to priser, der skulle uddeles. Den ene, tilgængelighedsprisen, gik til Vestfyns Ferieklub. Den anden, initiativprisen, gik til en vaskeægte Legehelt.

Handicappriserne uddeles af Handicaprådet i Odense. De gives til borgere, frivillige foreninger eller initiativer, der gør en ekstra indsats for, at mennesker med handicap både har og kan få et godt liv. En indsats, der, ifølge Odenses Ældre- og Handicaprådmand, Brian Dybro, er uvurderlig.

–Jeg tror, at hvis man forstiller sig, at vi havde et samfund hvor der ikke var frivillige og frivillige sociale organisationer, så tror jeg rent ud sagt, at vi ville være på røven, så det frivillige kan noget helt særligt, det kan noget som det offentlige aldrig nogensinde ville kunne. En frivillig indsats, hvor der ikke er penge imellem, hvor man ikke får penge for at gøre en indsats; den relation og det møde kan noget helt særligt og det skal vi værne om, sagde rådmanden, der deltog til ved mandagens prisuddeling.

Feriehjælp til fysisk handicappede

Den ene af de to handicappriser der blev uddelt i Odense, var tilgængelighedsprisen. Den gik til Lene Hansen, der er formand for Vestfyns Ferieklub, som arrangerer ferierejser til mennesker med fysisk handicap.

–Jeg er ufattelig taknemmelig, fordi det havde jeg jo slet ikke lige forventet, at jeg var indstillet til det her, jeg blev ringet op i mandags og jeg er utrolig glad for, at jeg har fået prisen, det er jeg meget taknemmelig for, fortæller formand Lene Hansen, der i mere end to årtier har været engageret i at hjælpe mennesker med fysisk handicap og også deres pårørende afsted på ferie.

Foto: OSR
Lene Hansen får overrakt tilgængelighedsprisen af By- og Kulturrådmand, Søren Windell

Fra overskueligt til overskueligt

Ferieklubben, der er en selvstændig forening under Dansk Handicap Forbund, arrangerer rejser, med bus og fly til destinationer som Cypern, Kreta, Mallorca og Tenerife. Busturene går både til Skagen og til København, hvor ferieklubben for nyligt har været på juletur. Og så arrangeres der også ture til Tyske og Hollandske destinationer.

Klubben har siden 2004 sendt fysisk handicappede og deres pårørende afsted på ferie. Et nu prisbelønnet arbejde, som betyder uendelig meget for målgruppen. Det kan nemlig føles både utrygt og uoverskueligt for mennesker med fysisk handicap at rejse afsted på ferie.

–Mange kan jo ikke overskue at tage på ferie alene og der er vi der jo som frivillige hjælpere. Og jeg sidder og søger sponsorpenge til de frivillige hjælpere, så den rejse som gæsten får, det er udelukkende den pris som vi får fra rejsebureauet, så de skal ikke betale for at have en hjælper med, det sørger vi for, så på den måde er der jo en tryghed i, at vi rejser flere sammen og der er altid sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter med og plejepersonale, så vi er godt rustet når vi skal afsted, så vi kan klare mange opgaver.

Legehelt belønnet med initiativprisen

Den anden pris, som Handicapråd Odense uddelte til mandagens arrangement, var initiativprisen. Den gik til Cecilie Nordstrøm, for sit engagement som legehelt. Cecilie, der også legehelt på OUH, var indstillet for sit arbejde på døgninstitutionen Stjernen i Odense, hvor hun hver uge har skabt aktiv og sjov leg for børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

–Det betyder megameget, fordi det havde jeg faktisk ikke set komme (…) det er da megafedt og en kæmpe ære, at der er nogle som mener, at jeg gør en forskel for de her unge og, at jeg får den her anerkendelse af, at det gør jeg faktisk, det er jeg megaglad for og stolt af.

Foto: OSR
Cecilie Nordstrøm får overrakt initiativprisen af Børn- og Ungerådmand, Susanne Crawley.

Cecilie Nordstrøm er ansat af Børneulykkesfonden og en del af initiativet, Helteakademiet, som er et fritidstilbud til børn, der lever med handicap, kronisk eller langvarig sygdom. Helteakademiet afholdes i samarbejde med en række superligaklubber, skoler og døgnbehandlingssteder rundt omkring i Danmark, herunder bostedet Stjernen, hvor Cecilie kommer fast hver uge.

–Mit arbejdstøj er jo en rigtig fin regnbuetrøje hvor der står legehelt på og det er tydeligt for enhver, at jeg er sådan en farverig én som er klar på lidt af hvert. Det er nemt for dem at se, at jeg skal lege med dem og de ved, at når jeg kommer, så står det på ren hygge og sjov og ballade.

Børnene blomstrer

Ifølge Cecilie Nordstrøm, betyder det rigtig meget for børnene, at der sker noget andet i deres hverdag. Derfor ser de også frem til det ugentlige legehelte besøg. Og Cecilie oplever også fra gang til gang, hvordan børnene udvikler sig igennem leg.

–Jeg nyder at komme derud og se hvordan de bare blomstrer op. Nogle kan være lidt lukkede og måske ikke helt trygge socialt, hvor de så stille og roligt begynder at snakke mere og mere og være med i nogle af de aktiviteter som jeg sætter i gang. Så jeg kan se en kæmpe udvikling, som der sker over en periode med nogle af de her børn og unge mennesker.

Fortæller en glad og stolt Cecilie Nordstrøm, der som legehelt, sammen med en lige så stolt Lene Hansen fra Vestfyns Ferieklub kunne forlade mandagens prisuddeling med hver en handicappris i hænderne.

Se video fra arrangementet her.