Nyheder

David donerer 250 kg Lego til Børne- og Ungdomspsykiatrien

Efter et opslag på Facebook, der genererede over 800 delinger, kunne David Lind Nordby, en regnvåd mandag i februar, aflevere mere end 250 kg Lego til Børne- og Ungdomspsykiatrien i Syddanmark.


Et kvart ton Lego, eller hvad der svarer til en trailerfuld, det var, hvad der trillede op foran Børne og Ungdomspsykiatrien, Syddanmark på OUH mandag formiddag.

Manden bag rattet, er David Lind Nordby. En lokal odenseansk ildsjæl, der engagerer sig i at hjælpe både syge, kræftramte børn, fysisk og psykisk handicappede børn og nu også psykisk sårbare børn og unge.

Opslag på Facebook eksploderede

David kan simpelthen ikke lade være med at engagere sig i den gode sags tjeneste og han har også tiden til det. Efter en rygskade, er han blevet førtidspensionist, men det betyder ikke, at han ligger på den lade side. Så da det kom David for øre, at de manglede Lego til børn og unge i psykiatrien, lavede han straks et opslag på sin private Facebookprofil

–Jeg ser det sådan, at hvis man kan hjælpe, så skal man også hjælpe. Og når jeg nu har lidt overskud, vil jeg rigtigt gerne glæde andre. Jeg vil rigtigt gerne være med til at gøre en forskel og det føler jeg virkelig jeg gør, med den her indsamling, og også med nogle af de andre ting jeg laver for børn. Det gør en rigtig stor forskel for nogle af de børn som måske til tider kan have lidt ondt i livet, fortæller David der, da han postede sit Facebookopslag, blot regnede med, at det mest ville være venner og familie, som bød ind med brugt Lego.

Derfor kom det også bag på ham, at hans opslag endte med at blive delt mere end 800 gange og, at folk fra nær og fjern nærmest stod i kø for at bakke op om initiativet.

Foto fra Davids Facebook

–Det betyder rigtigt meget. Opbakningen har været overvældende. Jeg er utroligt taknemmelig for det, for alle de mennesker der har valgt at støtte op om børnene på børnepsykiatrisk afdeling. Det er jo en afdeling, der ligger et stykke væk fra børnehospitalet og måske, til tider, kan blive lidt overset. Så jeg er utrolig glad for, at jeg, sammen med Odense og Danmark, kan få sat lidt fokus på dem derude. Der er desværre masser af børn, der har psykiske ting, de går og slås med og kan den her indsamling give dem lidt glæde, så bruger jeg gerne min tid.

Alverden til forskel

Netop den tid, David har brugt på at få de overvældende mængder af Lego i hus, er de ekstremt taknemmelige for i Børne- og Ungdomspsykiatrien. De har nemlig ikke hverken tiden eller ressourcerne til selv at stå for indsamlinger, fundraise og søge sponsorater.

–Det betyder alverden til forskel. Vi havde aldrig selv fået skaffet alt det her, fortæller social og sundhedsassistent på afsnittet, Dorte Lind, der sammen med sin sygeplejerskekollega, Pernille Andersen begejstret tog imod Legoet mandag formiddag.

Pernille Andersen, David Lind Nordby og Dorte Lind

Meget mere end bare Lego

Det er ikke tilfældigt, at det helt specifikt, er Lego, de har efterspurgt på afsnittet. For netop det at sidde med noget i hænderne, kan have en direkte effekt på børnenes mentale tilstand.

–Det får afledt dine tanker. Mange af vores børn har tunge tanker. Det kan du få afledt enten ved at koncentrere dig med fri fantasi, eller du får en manual der siger, at nu skal du bygge det her, fortæller Dorte Lind, som bakkes op af kollegaen Pernille Andersen, der fortæller, hvordan det at se barnet eller den unge i en Lego-situation, også kan have positiv betydning for selve udredningen.

–Vi observerer alt hvad de gør, så at se dem i en situation, hvor de bygger Lego, kan faktisk være med til at gøre udredningen bedre. Samtidig medvirker det også til at skabe en bedre relation til de unge, så de er trygge i vores nærvær, det er vigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Davids initiativ til indsamling af Lego, kommer til stor gavn for de børn og unge, der er indlagt i psykiatrien, og selvom der nu venter et større sorterings- og rengøringsarbejde for personalet, er det hele umagen værd.

–Vi er meget glade for David tænker på os og donerer ting, som vi kan inddrage i udredning og behandling. Men også bare for at give en gave til de børn og unge der er her, kæmpe glæde for dem at lege med det her – og generelt at føle at man bliver set, er vigtigt for dem, vi har indlagt hos os, slutter Pernille Andersen.