Mødrehjælpen med klart budskab: Drop de dyre skolefotos
Rundt omkring på landets folkeskoler er det igen blevet tid til årets skolefoto, der både byder på klassebillede og mulighed for portrætter. Det kræver tid og planlægning og så skaber det også et unødigt økonomisk pres på nogle familier, når tilmeldingsblanketten til årets skolefoto kommer med hjem i tasken. Det er nemlig en dyr fornøjelse, som langt fra alle har råd til.
Bedst som man som forældre måske troede, at de store udgifter og indkøb til børnenes skolestart var overstået, så kommer tilmeldingssedlen til de traditionelle skolefotos dumpende ind ad døren. Det betyder endnu en udgift, skolefotos kan nemlig nemt blive en dyr fornøjelse. Udover klassebilledet, kan der også bestilles portrætter og sådan en fotopakke sniger sig nemt op over 300 kr. For nogle familier er det en uges rådighedsbeløb og derfor er det langt fra alle, der har råd. Hos Mødrehjælpen mener man, at skolefotos, som vi kender dem i dag helt skal droppes. For selvom skolefotos efterhånden er en ældgammel tradition, så er det med til at skabe et ubehageligt økonomisk pres på nogle familie
Har skolen et ansvar?
Udover at være dyrt, så er skolefotoseancen også både tids- og ressourcekrævende, ligesom det forstyrrer skoledagen, når eleverne på skift skal forlade undervisningen for at få taget billeder. Hos Mødrehjælpen mener direktør Ninna Thomsen ikke, at der nogen god grund til at afsætte tid i skolen til at få taget portrætbilleder.
–I virkeligheden kunne man jo bare få skolesekretæren til at tage et billede af klassen og få det fremkaldt. Det ville ikke koste så meget. Og portrætbillederne er der ingen grund til at afsætte tid i skolen til at få taget. Det kan man jo selv få gjort, hvis man vil, siger Ninna Thomsen til Politiken.
I en tid, hvor de fleste af os render rundt med en smartphone i lommen, er det måske ved at være tid til et opgør med den gængse praksis på skolerne, hvor dyre fotografer står for fotograferingen. For som Mødrehjælpen påpeger, er der rig mulighed for at få taget klassebilleder på en nem, hurtig og billig måde, uden, at der lægges stort økonomisk pres på familier og børn, der ekskluderes fra fællesskabet. Spørgsmålet er også, om det overhovedet er i orden, at Folkeskolen, som jo netop er for alle, er med til at lægge det pres på familier, der ikke har råd til at vælge skolefotos til, men som måske alligevel føler sig nødsaget til at gøre det, for at undgå at deres børn endnu engang får en oplevelse af at stå uden for fællesskabet.
Drop de dyre fotos
Hos Mødrehjælpen fortæller Ninna Thomsen, at der helt sikkert findes børn, som ikke går hjem og afleverer tilmeldingssedlen til skolefotos, fordi de ved, at det vil være en økonomisk byrde for deres forældre. Der skabes et helt unødigt pres på både børn og forældre og derfor opfordrer Mødrehjælpen også skolernes bestyrelser til at tage beslutning om at droppe de dyre skolefotos fremover.
En af de skoler, der har valgt at droppe skolefotos, som vi kender dem i dag, er skolen på Strandboulevarden på Østerbro i København, som siden 2018 ikke har taget portrætfotos af skolens elever.