Civilsamfundet griber fattige familier
Skolestartshjælp, julehjælp, vinterhjælp, feriehjælp. Flere og flere danske familier får i de her år brug for ekstra hjælp, fordi de er så fattige, at de ikke har råd til aktiviteter og fornødenheder, som mange af os ellers tager for givet. Og hvor det engang var sådan, at den rige velfærdsstat trådte til og hjalp de svageste, er det i dag, i langt højere grad blevet civilsamfundsaktører, der holder hånden under de fattige familier.
Hver sjette danske husstand har ikke råd til en uges ferie udenfor hjemmet, hver femte forældre har økonomiske bekymringer i forbindelse med børnenes skolestart, ca. 242.000 danskere lever i fattigdom og 100.000 børn lever i, eller på kanten af fattigdom.
Tallene taler for sig selv og de vidner om en stigende ulighed, som betyder, at en gruppe af danskere står udenfor det brede fællesskab, hvor de ikke adgang til samme goder, som den øvrige befolkning. Selvom det danske velfærdssamfund bygger på frihed, lighed og et løfte om, at velfærdsstaten hjælper de svageste, så kommer en betydelig del af den hjælp i langt højere grad fra civilsamfundsaktører, som er blevet et afgørende alternativ til det offentlige.
–Det ville være en katastrofe, hvis der ikke var et alternativ. Mange mennesker er afhængige af andre løsninger for at få livet til at fungere, fortæller Lise Færch, der er formand for Rådet for Socialt udsatte i Odense kommune.
Når Lise Færch kalder det en katastrofe, hvis ikke der fandtes alternativer som de frivillige organisationer, er det svært ikke at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er lige så katastrofalt for velfærdsamfundet, at det er blevet sådan, at flere danske familier simpelthen ikke kan få deres liv og økonomi til at hænge sammen uden hjælp fra civilsamfundsaktører.
–Det er sådan det er og det fungerer trods alt. Jeg tror, vi fremover kommer til at se, at det offentlige i højere grad involverer civilsamfundet, i en erkendelse af, at det offentlige ikke kan løse de problemer, det oprindeligt er sat i verden for.
Lise Færch mener, at vi er nået et punkt, hvor vi ikke længere kan forvente, at den danske – rige og stærke velfærdsstat kommer med en fremstrakt arm og spænder et solidt sikkerhedsnet ud under de familier, der har det allersværest. Udviklingen har siden indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen i 2016 været, at ydelserne kun er blevet forringet og det har ført til, at flere børn og voksne er blevet fattige.
Intet permanent tilskud til børnefamilier
Tilbage i 2019, hvor Mette Frederiksen ville være børnenes statsminister, viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at knap 60.000 danske børn voksede op i fattigdom i familier, hvor både mor og far var på overførselsindkomst. Derfor blev der også nedsat en ydelseskommission, der fik til opgave at gentænke kontanthjælpssystemet, ligesom der blev indført et særligt midlertidigt børnetilskud til familier med børn under 15 år, hvor en eller begge forældre var berørt af kontanthjælpsloftet, eller en af de særligt lave integrationsydelser, i dag kaldet SHO-ydelser, der dækker over selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
I juni 2022, blev der indgået en politisk aftale, på baggrund af de anbefalinger, som ydelseskommissionen præsenterede. Bag aftalen stod den daværende socialdemokratiske regering, sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre. Med aftalen fjernede politikerne det omstridte kontanthjælpsloft, men de fastholdt dog både 225-timers reglen og de særligt lave SHO-ydelser. Som en slags kompensation for det, blev der i stedet lavet en aftale om, at det ellers midlertidige børnetilskud, som blev indført imens man ventede på ydelseskommissionens anbefalinger, skulle gøres permanent. Netop det, var en håndsrækning til de fattige børnefamilier og samtidig et politisk modsvar til den betydelige børnefattigdom, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere havde dokumenteret.
De politiske aftaler om et nyt kontanthjælpssystem blev indgået kort før sommerferien, hvilket betød, at de ikke nåede at blive behandlet i Folketinget, førend valget udløste en ny regering. Den nye SVM-regering valgte kort tid efter regeringsdannelsen at annullere den del af aftalen, der handler om børnetilskuddet. I stedet blev det til en såkaldt akut inflationspakke. Trods beskyldninger om løftebrud og svigt af børnene fra oppositionen, fastholder den nuværende SVM-regering dog, at den her pakke også er kommet de fattige børnefamilier til gode.
Uanset, er virkeligheden dog, at der ikke er kommet noget fast og permanent tilskud til børnefamilier, som lever på de lave ydelser og for meget få penge. Hos det lokale udsatteråd i Odense, glæder formanden sig over afskaffelsen af kontanthjælpsloftet. Hun understreger samtidig, at aftalen om et nyt kontanthjælpssystem, generelt set, ikke har gjort det lettere for de berørte.
–Der kom jo ikke flere penge til området. Fastholdelse af lave ydelser er et politisk ønske. Og de fattige har ikke fået bedre vilkår, siger Lise Færch, der understreger, at hun endnu mangler at se de store initiativer fra Christiansborg til at gøre noget ved fattigdom og den stigende ulighed.
Ulighed skaber fremtidens sociale problemer
Seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 56.600 børn vokser op i fattigdom i Danmark og selvom det er færre nu end for tre år siden, så er det, ifølge flere civilsamfundsaktører, stadig ikke godt nok. Hos Mødrehjælpens rådgivning møder de familier, der ikke har råd til helt basale madvarer, medicin og vintertøj til deres børn. Det billede bakkes op i en undersøgelse fra december 2022, baseret på svar fra 623 forældre, der har fået økonomisk støtte fra Røde Kors. Her svarer 66 % af forældrene, at de ikke har ikke haft råd til at give deres børn nødvendigt tøj eller fodtøj, 24 % har undladt at give deres børn nødvendige måltider og 16 % af forældrene har undladt at købe lægeordineret medicin til deres børn, fordi de ikke har haft råd.
Det er veldokumenteret, at det har alvorlige konsekvenser for børn at vokse op i fattigdom. Det sætter spor helt ind i voksenlivet og, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kan bare et enkelt år i relativ fattigdom i barndommen have negativ effekt på både uddannelseslængde og tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Samtidig viser en analyse fra tænketanken, Kraka, som blev offentliggjort i august i år, at børn, der vokser op både i, og på kanten af fattigdom har lige stor risiko for selv at blive fattige som voksne. Risikoen er i gennemsnit ca. 15 pct. for begge grupper af børn. For alle øvrige børn er risikoen i gennemsnit 5,9 pct.
Ifølge Kraka, skyldes det, at børn der vokser op under, eller lige over fattigdomsgrænsen også ofte vokser op i socialt udsatte miljøer, hvor forældrene har en fængselsstraf, svær psykisk sygdom, stofmisbrug eller lignende. Der er altså også en række sociale faktorer, som betyder noget, både for det gode børneliv, men også for, hvordan man klarer sig senere i sit voksne liv. Derfor peger både frivillige organisationer og eksperter på nødvendigheden af at bremse den stigende ulighed, som, udover at udfordre samfundet, også er med til at skabe fremtidens sociale problemer.
Fokus på forebyggelse
Der mangler som nævnt ikke viden og dokumentation for, at det kan have alvorlige konsekvenser, både i barndommen og også senere i voksenlivet at leve i et hjem, hvor mor og far er fattige og ofte også kæmper med andre sociale problemer, udover fattigdom. Derfor efterlyser NGO’er som Red Barnet og Mødrehjælpen et større politisk fokus på forebyggelse.
–Hvis vi vil bekæmpe fattigdom i Danmark, så skal vi sætte ind allerede i barndommen. Den her analyse viser, at vi både skal have fokus på de børn i familier, der lever under fattigdomsgrænsen og dem, der ligger lige over. Og lige præcis forebyggelse af fattigdom er helt afgørende, fordi vi ved hvor alvorlige konsekvenserne af et liv i fattigdom er. Ikke mindst for børnene, siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.
Udover konkret at hæve de lave ydelser, mener Red Barnet også, at man politisk, bør iværksætte en national handleplan for bekæmpelse af børnefattigdom, som indeholder en række sociale tiltag, f.eks. hjælp til fritids- og ferieaktiviteter og lettere adgang til gode fællesskaber, som også er afgørende for et sundt og indholdsrigt børneliv.
Hos det lokale Rådet for Socialt Udsatte i Odense, er formand, Lise Færch, enig. Men hun er ikke optimist.
–Det er svært at operere med et ’bør’ i politisk sammenhæng, hvis der er et andet ønske. Børn lever i fattigdom og det taler vi om er skrækkeligt og så glemmer vi det igen. Der er ikke politisk vilje til at gøre noget ved det, som det ser ud i dag, siger hun.
I efterhånden mange år har både Rådet for Socialt Udsatte i Odense, Red Barnet, Kraka, Mødrehjælpen og mange andre initiativer, efterlyst politisk handling. Allerede i 2019, da det stod klart, at børnefattigdom var et ægte og nærværende problem i det danske samfund, pegede organisationerne på nødvendigheden af at styrke familierne, både socialt og økonomisk. Men de familieskæbner, som civilsamfundsaktører i årevis har beskrevet, har ikke for alvor sat sig fast hos magthaverne på Christiansborg og ifølge Lise Færch, fylder politiske dogmer om, at det skal kunne betale sig at arbejde og fortællinger om de ekstreme personager som ’dovne Robert’ og ’fattig Karina’ fortsat mest.
–Jeg tror reelt ikke vi kan gøre noget – vi er oppe mod stærke politiske muskler. Vi hører igen og igen, at det skal kunne betale sig at arbejde – selvom vi ved, at det er yderst begrænset med dem der er i kontanthjælpssystemet, der er i stand til at arbejde, siger Lise Færch.
Brud med velfærdsstaten
Det er den nuværende danske virkelighed, at civilsamfundsaktører i stigende grad tager over, når mulighederne i det offentlige er udtømte.
Lise Færch mener, at netop den situation, er udtryk for et brud med velfærdsstaten, som vi kender den. Det er i langt højere grad frivillige initiativer, der skal redde vores fælles velfærd og selvom det kan synes foruroligende er det også vigtigt at huske, at organisationerne har noget andet at byde ind med, det er både i forhold til at tilbyde adgang til fællesskaber, men også muligheder for at møde mennesker på en helt anden måde end det offentlige kan.
–NGO’erne er ikke bundet af regler og kontrol. De har mulighed for at løse opgaverne anderledes og så det er bedre for den enkelte. Men det jo et brud med den traditionelle velfærdsstat. Den spiller jo fallit for øjeblikket. Her kommer NGO’erne ind. De kan for eksempel give naturalier og det er dog bedre end ingenting, slutter Lise Færch.
Man kan ikke spå om fremtiden, men alligevel spår Lise Færch og flere andre, at det velfærdsniveau, som vi har i Danmark på nuværende tidspunkt, ikke kan opretholdes, uden en øget inddragelse af civilsamfundet i løsningen af opgaverne. Fremtiden bliver, at de frivillige sociale organisationer i højere grad må påtage sig både sociale og økonomiske forpligtigelser overfor sårbare sociale grupper i Danmark.
